Nyheder
Colorado 2024
Indledning:
Fællles for os alle 4 er at vi surfer eller har gjort det. At vi har en camper eller har haft en. Og at begge ovenstående ting har sat en dagsorden i vores liv, så vi på forskellig vis har formået at lave vores så kaldte fritidsinteresser (Er ikke vild med det ord) mere i perioder end vi har arbejdet eller fået begge ting til at blive det samme.
Nu kan du læse Historien om turen i camper til Amerika for at finde og køre nogle af verdenshistoriens mest legendariske mountainbike spor. Deltagere på turen
Henrik Lund Og undertegnede i skrivende stund
Folke Nørgaard
Morten Yde og Andreas Hansen
Hvordan får man fri fra arbejde og familier og alle mulige andre pligter i en helt almindelig April i 2024?
Det lyder som en ret befriende tanke – at tage chancen og skabe plads til sig selv midt i en travl hverdag. At få fri fra arbejde, familie og andre forpligtelser kan kræve en del planlægning og samarbejde, især hvis man er viklet ind i en masse ansvar og relationer.
Her får du et par tips til at gøre det muligt:
1. Forhandling med jobbet: At tage nogle fridage eller fleksible timer i en periode kan måske forhandles med chefen, især hvis man præsenterer det som en mulighed for at vende tilbage med fornyet energi.
2. Familieaftaler: Kommunikér åbent med familien om behovet for tid til sig selv. Mange gange er ærlighed om ens behov nøglen til at finde løsninger sammen.
3. Prioritering af pligter: Måske er der pligter, der kan skubbes til senere, eller som kan uddelegeres. Det handler om at finde de områder, hvor man kan lette byrden for en tid.
4. Øvelse gør mester: Hvis man har gjort det her i mange år, bliver det nemmere. Jo mere man øver sig i at skabe plads for sig selv, desto bedre bliver man til det – og ens omgangskreds lærer også at tilpasse sig.
Og så handler det måske også om at tillade sig selv at tage den frihed og skabe et “åndehul” midt i forpligtelserne.
Det korte af det lange er, at vi fik det til igen.
Advarsel! Man bliver afhængig af at rejse.
Vi skulle have været i Finale Ligure, men endte i Colorado.
Det lyder som en ret uventet drejning! Finale Ligure, med sine smukke kystlinjer og fantastiske mountainbike trails, er en populær destination, især for dem, der elsker udendørs eventyr. Men at ende i Colorado – det må have været en helt anden oplevelse! Colorado byder jo på spektakulære landskaber med bjerge, skove og nationalparker, så I har sikkert stadig haft nogle vilde naturoplevelser, om end af en lidt anden type.
Hvad var det, der gjorde, at I endte i Colorado i stedet for Finale Ligure? Og hvordan var jeres tid der?
Vi kunne ikke få vores anbefalede guide i Finale Ligure og så var det samme pris med fly og hotel i Finale Ligure, som fly til Denver og leje af camper.
5 bullets om Colorado.
- Colorado byder på en utrolig variation af terræn perfekt til mountain biking, lige fra skovklædte bjergstier til ørkenlignende landskaber.
- Med mere end 7000 trails er Colorado et paradis for mountain bike-entusiaster, uanset om du er nybegynder eller erfaren rytter.
- De maleriske landskaber i Colorado, inklusive Rocky Mountains, giver en fantastisk baggrund for en uforglemmelig mountain bike-oplevelse.
- Colorado er også vært for flere mountain bike-festivaler og arrangementer året rundt, hvor bikers kan konkurrere eller bare nyde fællesskabet med ligesindede.
Uanset om du er til tekniske udfordringer, hurtige nedkørsler eller bare nyder at udforske naturen på to hjul, er Colorado en destination, der aldrig skuffer for mountain bike-entusiaster.
Hvorfor lejede I en camper?
At leje en autocamper kan være en fantastisk måde at rejse på, men der er både fordele og ulemper at overveje. Her er en oversigt over de mest typiske “pros” og “cons” ved at leje en autocamper:
Fordele (Pros):
1. Frihed og fleksibilitet:
– Du har friheden til at rejse, hvor du vil, og ændre din rute når som helst.
– Ingen afhængighed af hoteller eller faste overnatningssteder – du kan slå dig ned, hvor det passer dig, så længe det er tilladt.
2. Naturoplevelser:
– Autocampere gør det muligt at være tættere på naturen og opleve smukke omgivelser, som man måske ikke ville kunne fra et hotel.
– Mulighed for at bo på campingpladser midt i nationalparker eller ved naturskønne områder.
3. Transport og overnatning i ét:
– Du kombinerer transportmiddel og overnatning i ét, hvilket kan spare penge og tid sammenlignet med at booke separate hoteller og lejebiler.
4. Komfort og hjemlig atmosfære:
– En autocamper har ofte en række bekvemmeligheder som køkken, seng og bad, hvilket giver en mere hjemlig følelse sammenlignet med et telt eller en bil.
– Du kan tage dine egne ting med og skabe et lille hjem på hjul.
5. Socialt samvær:
– At rejse med en autocamper kan være en fantastisk social oplevelse, især hvis man rejser med familie eller venner. Det skaber mulighed for at tilbringe kvalitetstid sammen.
Ulemper (Cons):
1. Pris:
– Selvom du sparer på hoteludgifter, kan leje af en autocamper være dyrt, især hvis man inkluderer brændstof, forsikringer, campingpladsgebyrer og eventuelle ekstraudgifter for leje af udstyr.
2. Brændstofomkostninger:
– Autocampere er generelt ikke brændstoføkonomiske. Hvis du planlægger at køre lange distancer, kan udgifterne til brændstof blive betydelige.
3. Begrænset mobilitet i byer:
– Det kan være svært at manøvrere og parkere en stor autocamper i byområder. Du kan blive nødt til at parkere uden for byen og bruge offentlig transport for at komme rundt.
4. Ansvar og vedligeholdelse:
– Du har ansvaret for vedligeholdelse af køretøjet undervejs, hvilket kan inkludere påfyldning af vand, tømning af spildevandstanken og sørge for, at alt fungerer som det skal.
5. Pladsbegrænsninger:
– Selvom autocampere er komfortable, kan de stadig føles trange, især hvis flere personer deler pladsen. Det kan kræve lidt tilvænning at bo tæt sammen i længere tid.
6. Vejrforhold:
– Vejret kan påvirke din oplevelse, især hvis det er meget varmt eller koldt. Autocampere kan mangle ordentlig opvarmning eller køling, afhængig af modellen og faciliteterne.
Samlet set afhænger valget af at leje en autocamper af dine rejsebehov og præferencer. Hvis du søger frihed, natur og en unik oplevelse, kan det være det perfekte valg. Men hvis du foretrækker komforten ved hoteller og let adgang til byer, kan det være, at en autocamper ikke er den rette løsning for dig.
Dag 1.
Denver – Yeti Cycles og rejsen gennem bjergene
Min gode ven Martin, som har butikken Trail Surfers, hookede os op med den internationale YETI-sælger Broc. Martin og Broc blev vores første helte på turen og arrangerede, at vi kunne leje bikes hos YETI. Men ikke nok med det – vi blev også inviteret til at deltage i det såkaldte “Lunch Ride”, som er en tur ud i den lokale “baghave” med personalet. Der er sågar en YETI-cykelmodel, som er opkaldt efter det: YETI SB140 Lunch Ride.
Her fik vi et trail preview af John og Will, som vi havde en fest med. Hold nu kaje, her kørte vi fire danske gutter med team YETI på deres lokale trails. Det var næsten lige så svedigt som når Trail Surfers i Gl. Rye afholder social ride. 😉
Efter turen blev vi vist rundt på YETI HQ, og som rejsende vikinger havde vi selvfølgelig gaver med til vores værter: en liter snaps og en liter Gammel Dansk. Hvad er mere dansk? Ja, det skulle da lige være den grimme hovedpine efter, man har drukket det, og derfor lavede vi også en aftale om, at de flotte flasker først måtte indtages efter, vi var lettet med flyveren igen mod Danmark… LOL.
Jeg har dyb respekt for brands, der bevarer deres community og deres passion, og det gør YETI. Prøv bare at gribe knoglen og ring til deres telefonsvarer.
Alle drikker fadøl hver dag, chiller til frokost og har det som en familie. De møder også ind kl. 08:00 og har fri kl. 17:00, men de har deres siesta, som vi kender det fra vores venner sydpå. Det er en anden livsstil.
Efter en øl fra en af de utallige fadølshaner, som man finder overalt hos YETI, blev bilen pakket. Vi havde handlet ind inden vores besøg hos YETI, så nu blev den store forkromede kølergrill vendt mod bjergene. Små fem timer skulle tilbringes i den ti meter lange camper, før vi kunne kaste anker i byen Grand Junction. Det betød dog intet, for det er sjældent, at vi alle fire er sammen, så der var meget at indhente. Snakken gik, og udsigten var smuk i de høje bjerge, som bød på sne, regn og åbne skipister på toppen.
Da mørket faldt på, bevægede vi os ned mod Grand Junction og vores camp, som hed Three Sisters Trailhead. Vi fandt frem i mørket, og der stod allerede andre bike-bums parkeret i forskellige campers. Vi fyldte godt op på pladsen, hvilket siger noget i USA. Three Sisters er ikke godkendt som overnatningssted, og hvis der kommer rangers, bliver man smidt væk, men det er en chance, man tager – og det er fedt, syntes vi. Er man mere til overnatninger uden risikoen for at åbne døren i bar røv og nøgler og forsøge at charme en ranger i brunt tøj og cowboyhat, må man søge mod en BLM-plads. Læs mere om BLM i den nedenstående sektion.
Vi stod udenfor, og månen tittede frem bag et par lette skyer på den mørke himmel. Stjernerne kom frem, og Karlsvognen vendte på hovedet. Der var stille og lunt, og vi kunne dufte den lokale ørken, som omgav os og parkeringspladsen. Det eneste, der brød stilheden, var Morten, som spurgte: “Hvem købte egentlig vand?” Stilheden fortsatte lidt endnu, hvilket tydede på, at vi var rejst ud i ørkenen uden ekstra vand. Ganske rigtigt havde vi meget lidt vand, og høj aktivitet i en ørken er ikke det mest optimale. Men det var jo først i morgen, vi skulle tage os af det. Nu var det tid til aftensmad, fremstillet af vores super camp-kok Andreas.
Efter det saftige måltid var det tid til at uddele køjer – eller dobbeltsenge. Morten fik det store soveværelse i enden af camperen og havde som straf ansvaret for, at cyklerne ikke blev stjålet, hvilket ødelagde hans nattesøvn en smule de første par nætter. Andreas sov i den nedre køje, som var så smal, at det føltes som at vende sig på et grillspyd. Undertegnede fik den ene “lavom”-seng, som fungerede som sofa om dagen. Her opdagede jeg ret hurtigt, at jeg skulle have krydset af ved “ekstra benlængde”, for mine ankler hang udenfor. Henrik fik sengen over førerhuset, og sådan forblev det i alle dagene. Vi er vant til lidt af hvert og ikke sarte, så alle var godt tilfredse. Henrik fik dog sagt i et svagt øjeblik, at jeg måtte komme op, hvis mine ankler havde brug for et underlag, så længe jeg opførte mig fint.
Godnat fra Grand Junction.
Dag 2
Opvågning ved three sisters trailhead i Grand Junction og sporet “the Ribbon”
Pandekager med sirup og bacon?
Vi startede stille og roligt med havregryn med banan og mælk. Amerikansk morgenmad kan til tider være lidt tung, så vi tankede op med det enkle, men det gik ikke sådan hver dag.
Nu var det en “all bike day” uden bagkant. Vi skulle bare rulle og hygge. Vi havde en lang liste med spor, som vi havde undersøgt hjemmefra, så der var ingen “hvad skal vi nu?”. På med hat og briller, og lige en omgang UFO-drip på kæderne, så var vi klar til et par timer i sadlen. Planen var en stille opstart og så ned for at få burgerfrokost i camperen. Det fede ved et trailhead er, at man kan køre frem og tilbage, men det skulle vise sig at blive en helt anden dag, og det sparsomme vand var ikke den eneste udfordring.
Der var lav vandstand i drikkesystemerne og høj stemning, da vi rullede ud på vores sygt svedige YETI SB160 og 140 LR tidligt om morgenen i et fjernt land, som man kun tør drømme om at besøge én gang i sin mountainbike-karriere. Faktor 50 solcreme og lange ærmer… vi er blevet lidt klogere med alderen. Alle her på turen har surfet meget eller gør det stadig, og det påvirker UV-opsamlingen i huden. Her er ikke meget beskyttelse fra oven.
Der var med det samme trail-surfing, og i modsætning til surfing var her ingen crowds i lineuppen og ingen flade sektioner. Her var smooth flow-trails med rollers og berms, som med let pedaltråd sendte os ud i et paradis af man-made trails. Mange steder i USA er det forbudt at køre på e-bike, så vær opmærksom på det. Vi havde alle analoge bikes, så ingen problemer for os. Når det er sagt, er det røvhårdt at køre på mountainbike, men for os er det ikke en konkurrence, så vi holdt bare alle de pauser, der skulle til. Det var hyggeligt at sidde og kigge ud over den smukke natur, som ikke blev afbrudt af meget. Det er POC (Piece of Cake) at finde rundt på sporene, for de er nemlig så godt skiltet, at man ikke behøver en guide. Og selvom guider kan være meget flinke, så er det bestemt nice bare at kunne gøre det hele i sit eget tempo. En guide har som regel en bagkant, og det havde vi ikke.
Efter et par timer havde vi savet løs, og de store smil var ikke til at slukke. Vi havde ramt ydersiden af trail-systemet, og her var vi faktisk lidt lost. Vi havde Trailforks, men fandt alligevel en lokal, som vi ville forhøre os med. Med store armbevægelser forklarede Steve og tilbød flere gange at være vores guide for dagen, men han var opsat på at køre et andet spor, som han ville køre 80 gange inden udgangen af måneden. Han var lidt af en tegneseriefigur, og heldigvis fik vi sneget os udenom ham for denne gang. Vi tog oplevelsen med os videre og hele 5 miles op ad en asfaltvej. Her var det varmt og knap med skygge, og vandet i dunkene svandt hurtigt. Udsigten var fuldstændig vanvittig, og i det fjerne kunne vi se et spor. Vi grinede og råbte: “Wow, se! Der er sgu spor helt oppe fra toppen!” Det skulle senere vise sig, at sporet, vi kørte efter, “The Ribbon”, startede præcis deroppe, og det var det, vi kunne se hele tiden.
Da vi godt udmattede kom op til toppen, var alle helt tomme for vand og havde været det i et godt stykke tid. Shit, vores tunger var store, og tænderne knasede i det tørre støv. En frisk dame kom gående op ad stien, og jeg spurgte, om hun var på vej hjem, og om hun kunne undvære noget vand. Hun forbarmede sig over de charmerende danskere med solcreme i panden og røde læber. Vi fik fyldt lidt op og delt de nye reserver. Selvom det gik nedad, var det ikke ren afslapning.
Nu kunne vi ikke være mere klar til at køre et af verdens mest ultimative trails, og det gjorde vi! Med storslåede udsigter, varierende underlag og giftige passager var det værste at skulle stoppe for ofte for at nyde udsigten. Det føltes som at køre i en fortid, hvor dinosaurerne stadig havde deres gang. Man kunne fornemme, at vi bevægede os i udtørrede flodlejer fra en fjern fortid. Det var så vildt og så smukt, og vi var så sygt tørstige – faktisk så meget, at vi kunne mærke det på vores balance – men vi fandt energien og endte dagen meget senere end planlagt ved vores camp. Hold nu op, vi var stoked.
“The STOKE that lies behind you and the STOKE that lies ahead of you, means nothing compared to the STOKE within you.” – Folke.
Næste stop: Fruita.
Når man ankommer til Fruita, som er en gammel mineby, er det første, man ser, en grim silo, som minder om havnen i Aalborg, bortset fra at her er den dekoreret med et gigantisk cykellogo. Det er jo svedigt, og Fruita er en seriøs bike town. Broc fra YETI havde tippet os om en dump station, hvor vi kunne få fyldt og tømt diverse ting på camperen, og det var nødvendigt, for vandpumpen havde en frostskade, og der pissede vand ud, når vi tændte for vandhanen. Jeg fik et gammelt minde frem på nethinden fra New Zealand, hvor min familie og jeg kørte landet tyndt i en camper i 73 dage. Her fik jeg tømt “black water” ud over mig selv, og det var netop det, der skete for Andreas, da han skulle tømme. Et eller andet var galt med tilslutningen, og de flydende pølser sovsede vores stakkels ven ind fra top til tå. Det var med smørrede grin, at vi så til, og heldigvis har vi alle et afslappet forhold til uforudsete problemer og hinandens pølser.
Fruita er ikke meget andet end et par bike shops, kongen af pizzaer og et bryggeri. OK, der er god kaffe og et bageri også, men ellers er det ikke det vildeste i sig selv. Og så alligevel – det er amerikansk på en måde, som bare er dejlig. Vi havde 280.000 danske kroner på krogen, og det var uden det to meter lange bikerack, som vi havde lejet i tillæg. Derfor var vi heller ikke glade for at være ret langt væk fra cyklerne, selvom de var låst hele fem gange. Morten havde parkeret vores spaceship på en plads, hvor vi kunne se den lokale politistation, og her fik vi en idé. Vi spurgte simpelthen det lokale politi om, hvad vi kunne gøre for at undgå tyveri, for dem var der mange af i Fruita, kunne de to kvinder bag skranken berette om. Faktisk fik mange stjålet deres kæreste eje om natten, mens de sov i bilen. Men der er en løsning på alle problemer, og vi fik lov til at parkere lige udenfor selveste Fruita Police Station. SEJT og god service! Nu skulle der mere end almindelig frækhed til at gøre en ende på vores cykeltur helt herovre i Amerika.
Fruita bød på shopping og god mad, herunder pizza på Hot Tomato. En restaurant, som vi havde fået anbefalet af en af de lokale, som vi havde hooked op med i den lokale trailbuilder-gruppe, Copmoba. Planen var en tur på det lokale bryggeri efter de italienske luksusfladbrød, men her viste det sig, at de lokale afholdt karaoke, og det var særdeles ucharmerende og lød forfærdeligt. Så vi lettede anker og kørte camperen op til 18 Road Trailhead.
At lave planer om efter omstændighederne, men inden for de rammer, der sikrer, at vi opnår den overordnede plan, er nok vores speciale – og klart fordelen ved at være på roadtrip. Jeg vil faktisk mene, at det er designet til det. Kører man ind på en forudbestemt plads hver dag, er det lidt for planlagt. Omvendt skal man være opmærksom på, at også i USA er der mange turister, og mange pladser er reserveret helt op til seks måneder ud i fremtiden. På de såkaldte BLM-pladser (Bureau of Land Management) kan man reservere via deres app og sikre sig en plads, men kommer man uanmeldt, er det ikke sikkert, man finder plads
Dag 3 – Legendariske Fruita og trails ved 18 Road
Dette sted har spor for alle, også børn, og dem var der masser af. Det var jo også en ganske almindelig hverdag, så vi undrede os lidt. Men måske havde de bare klassens time. Her er mest flow trails, og intet er rigtig svært. Sporene udspringer fra nogle mindre bjerge, som ligger i forhaven til nogle større bjerge. Også bagved de store bjerge går der spor, men når man ikke har verdens længste ferie, må man vælge. Det endte med, at vi savede os igennem mange af de sjoveste spor – flere gange. Når et spor slutter, kører man ud på en gravel road og padler stille og roligt med jævn hældning op igen. Let the fun begin! Vi holdt parkeret for enden af sporet, så det var fedt at kunne slippe for alt for meget udstyr. Her var mange happy campers, og vi fulgtes med flere lokale op ad vejen til sporet, men vi mødte stort set ingen på selve sporet, hvilket var ret unikt. På en måde havde vi nogle af verdens mest kendte spor helt for os selv.
Ørkenrotter inde og ude.
Når man sad og spiste mad og slappede af ved bordet udenfor camperen, kom flere ørkenrotter hen og sparkede dæk på ens sko. De var nysgerrige og så søde ud, når de stod og spejdede fra deres huller. Jeg havde også en drøm om ørkenrotter, der virkede så realistisk, at man skulle tro, det var løgn. Men det var nok mest fordi, det var virkelighed, for jeg drømte, at en ørkenrotte vandrede over mit ansigt – og det gjorde den. Eller rettere sagt, det var en mus. Jeg var lidt i tvivl i starten, om det var en mus eller en stor kakerlak, for jeg har prøvet at blive løbet over ende i de varme lande før, dog mest østpå. Jeg fik sat mine fritsvævende ankler på gulvet og tændt pandelampen, mens jeg sneg mig rundt i undertøj – nok ikke verdens frækkeste syn. Men der var jo heller ingen, der så det… eller var der? For i pandelampens skær stak Andreas hovedet ud bag væggen i den smalle køje og sagde: “Er det musen?” Andreas havde allerede kæmpet med det lille monster, som havde holdt ham vågen i flere timer. Han lå parat med en Five Ten-sko i hånden, hvis den skulle komme forbi igen. Musen, som senere blev døbt “Hørning”, overlevede denne aften. Navnet Hørning vil for nogle lyde bekendt, mens andre måske ikke ved, hvem navnegiveren er. Man finder som regel først ud af, at han har været inde i sit hus, når din bedre halvdel nedkommer med et barn, der ikke ligner dig… Hørning aka den blinde passager.
Vores camper er BROKE!
Det var ikke os alle fire, der fik kørt de spor på det legendariske 18 Road, og det var i sandhed ikke så fedt. Morten havde nemlig ofret sig på grund af vores camper, som ikke var helt, som den skulle være. Du har allerede hørt om Hørning, men det var ikke det værste. Vores vandvarmer var stået af, og det pissede ud med vand fra pumpen, plus hele bruseren var utæt. Batterierne kunne ikke lade, så vi måtte køre med generatoren tændt, når vi holdt parkeret, hvilket ikke er verdens mest charmerende lyd. Og som om det ikke var nok, så gik gasalarmen hver nat, når generatoren var slukket. Vi har alle, eller har haft, en camper, så vi kender til diverse udfordringer, og det er en fordel, når en udlejer ikke tager telefonen. Morten og Andreas fik dog en aftale i stand i Moab, hvor vi skulle ankomme dagen efter om aftenen. Stadig irriterende at bruge tid på, men det var svært at ødelægge stemningen. Morten mødte en rigtig amerikaner, som spurgte: “Skal I til Utah?” Hertil svarede Morten: “Nej, vi skal til Moab.”
Fra 18 Road til Kokopelli Trailhead
Her sad vi i en camper på vej fra et legendarisk trailhead til et andet. Hvor meget kan man drømme om? Hvis du tænker på en kold øl i hånden, så havde vi også det. Efter at have kørt spor hele dagen var det stille og roligt blevet eftermiddag, og da vi manglede vand, måtte vi køre tilbage til Fruita for at tanke op igen. Godt det ikke var længere væk (20 minutter). Når der gøres pitstop, må man også få kaffe igen. Vi endte på Kokopelli Trailhead, da det var blevet mørkt. Her fik vi en fornemmelse af, at vi måtte sove med cyklerne inde. Det var så øde, at det virkede skummelt nok. Så ind med dem – godt her var masser af plads alligevel.
Dag 4 – Opvågning på Kokopelli Trailhead og sporet de kalder Hestetyven.
Selvom overskriften meget godt fortæller, hvad dette afsnit omhandler, er der alligevel en enkelt ting, der må nævnes. Det var nemlig også i går aftes, da vi lagde os i køjerne, at Hørning døde. Vi havde købt fælder og sat dem op på de strategiske steder på hans vej. Nu var der ikke flere blinde passagerer, og Hørning tilbragte sine sidste fysiske timer på køleren af vores Ford E 450.
I dag skulle vi køre endnu et berømt spor, som hedder Horsethief Bench. Sporet er et blåt spor og i en klasse for sig. De fleste kilometer er et sandt panoramaspor, som bugter sig langs Colorado River med en variation af flow og små tekniske passager samt helt unikke udsigter over floden og ikke mindst de klassiske røde klipper, som vi kender fra *Lucky Luke*. Sporets navn er delt i to, og det er ingen tilfældighed, for selvom det meste er blåt, starter sporet med en sort dobbelt-diamond. Det er selve “bænken”, som skal passeres, inden man kommer ned på selve sporet. Bænken havde vi studeret, og den er ikke for hvem som helst. Én ting er et vanskeligt segment, men en anden ting er et meget langt segment, hvor man til tider er eksponeret. Men vi var jo ikke rejst hele vejen til Amerika for at stå og pive, så vi måtte i gang. Der er groft set fire dele, som jeg ser det:
1. Indgangen: Tre store drops, som kan rulles, så bashguarden går på mindst et af dem.
2. Valget mellem ydre og indre linje: Den ydre linje er eksponeret – ikke dødelig, men av. Den indre linje er smal op langs klippevæggen og slutter med endnu et rul over en sten, hvor dine nosser næsten rammer bagdækket. For begge veje gælder det om at ramme en skrå, smal klippe, som er sort af gummi.
3. Den skrå, smalle klippe: En rigtig væltepeter-udfordring, hvor du kan ryge til begge sider. Klarer du den, sætter du forhjulet ned på en mere flad, oprejst sten, som er indgangen til den sidste del af sporet.
4. Den sidste del: Den nemmeste del, men på ingen måde problemfri, da den byder på en rigtig bagskifter-ripper undervejs.
Vi prøvede flere gange… undertegnede hele fire gange, og jeg havde et par outruns på fødderne. Vi nåede til indgangen af sektion 3, og det skal vi være stolte af. Det var ikke modet, der satte en stopper for at lave et flash her, men simpelthen teknikken. Flere steder er det en balanceprøve, hvor den perfekte fart er afgørende. Går du i stå, er du fucked, og har du for meget fart på, er du doomed! Vi kørte det meste, men måtte også gå som de fleste andre. Sikke en dejlig oplevelse. Hestetyven er i sandhed en drilsk en af slagsen. Det resterende spor, eller selve sporet, er *a walk in the park* for de fleste på to hjul, men ikke i hvilken som helst park, for vi er jo i Amerika – det fjerne land, hvor cykling opstod i tidernes morgen og lagde grundstenene til alle de smil, vi deler i dag. Her var i sandhed vidunderligt.
På vores vej ind, eller vores approach, passerede vi to kvinder, som var nået lidt længere i livet, end vi er. Den ene var instruktør, og hun var også den ældste. Hun bevægede sig som en ung hoppe, men lignede en hingst. Jeg syntes, det er vigtigt at forklare det her ud fra heste, da vi jo som sagt er i cowboyland. De her kvinder var klædt i de rigtige mærker fra top til tå, men det var ikke det sjoveste… For da vi kørte forbi på vores ensfarvede YETI-cykler, strøg der en kommentar af sted: “Ohhhhh, look at that pack.” Da der ingen andre var på sporet, antog vi, at det var os, og det føltes, som om vi lige fik lidt større lår og lidt brunere ben efter den kommentar. Sikke de kan “over there.” Jeg er sgu fan.
Vi var helt høje efter det første spor, og guiden (mig) havde endnu ikke helt fattet, at alle sporene hed Kokopelli, for der var særligt ét spor, som var navngivet Kokopelli, og det måtte vi prøve. Det endte dog med, at vi i bagklogskabens lys vendte om, da skyerne samlede sig, blev sorte og sendte lyn og torden af sted. Vi kunne se, at sporet var en *sucker* i horisonten, så vi aftalte at spare på kræfterne, pakke bilen og bruge de sidste lyse timer på at køre mod byen Cisco ad 70 Road og dreje ned ad Road 128, som vi var blevet anbefalet. Det var godt, vi gjorde det, for her var alt, hvad hjertet kunne begære. I horisonten tårnede høje bjerge sig op med sne på spidserne, i kontrast til de knaldrøde cowboyklipper, som omfavnede Colorado River, der snoede sig langs vores side. Her var vilde heste, stort kvæg, hjorte og en pickup blandt mange, som alene stod ved vejkanten. Ved siden af den kunne man skimte et ungt par, der skød efter dåser med et maskingevær.
Alt dette og mere til blev oplevet fra en gummilædersofa i en ti meter lang camper. For dælen, vi kunne ikke få nok! Tilbage til det her med Colorado River – vi tager aldrig på roadtrip uden boardshorts. Og det hedder boardshorts, ikke badeshorts, for de er lavet til at surfe i, og der er forskel, tro det eller ej! Der er nemlig mange hot springs, hvor man kan nyde livet i det varme vand. Drengene talte dog mere om et dyp i Colorado River, men det skete aldrig, for det er en af de mest forurenede floder i USA, og den skal man holde sig fra.
Dag 5 – I går landede vi i Moab (Lørdag og første shuttle-dag)
I går aftes ankom vi til byen Moab i Utah, og her fik vi for denne gang lavet vores camper. Det gik egentlig smooth. Da mekanikeren kørte bort med liget af musen Hørning, var der varmt vand igen. Der var et eller andet ved Moab… Main Street var pakket med de mest sindssyge køretøjer, vi nogensinde havde set – eller kun havde set på fjernsyn. Det var ren *Mad Max*. Alt fra rustne hot rods til optog af de længste camper vans, der med trailer kunne have vores camper ombord. Det var i sandhed et skue for fire drenge fra en verdensdel med de kedeligste biler i verden. Det var også i dette øjeblik, at det gik op for os, at folk havde sat sig i deres stole for at kigge. Jo, vi var landet til det årlige bilshow, og det var som at være med i *American Garage*. Vi skulle lige handle, før vi fandt en camper-plads. I kan nok regne ud, hvordan det gik. Men det gode ved lovlydighed er, at der er plads til at bryde loven, så vi tog en forbudt én og nød det.
08:15 var tidspunktet, hvor vi havde booket vores shuttle med Coyote Shuttle Service, som er det mest legendariske af sin slags. Det er det, fordi de har gjort det siden 80’erne og stadig kører i VW T3’er. Vi blev mødt af Kris Jensen, som havde danske aner. Jeg havde på forhånd skrevet med Kris om, hvorfor de kun havde to shuttle-tider om dagen – 08:30 og 10:30. Her indsætter jeg hendes mail:
“Hello Folke,
*Well, in all our years we have only had a couple of folks do a double drop. People say they want to but are usually toast, or it is too hot. We do have a 5-person minimum in the afternoon and would happily run it for you if you want to try to do another.”
Det var lørdag, og vi var på vej op til vores drop-off zone ved starten af det legendariske spornetværk MAG7 – en sammensætning af 7 spor op og ned, som ender der, hvor vores camper var blevet parkeret. Det skulle vise sig, at de vildeste oplevelser fra dagene før nu blev overgået af højdemeter, eksponering, hårdhed, crux, sværhedsgrader og total prygl. Vi kørte hele MAG7 med alt, hvad det indebærer, og som Andreas sagde lige fra hjertet: “Det her bliver svært at forklare derhjemme.” Og det gør det, for det er så vanvittigt vildt, og det tog os 7 timer at gennemføre. Vi havde masser af vand, mad og slik med, og hvis man ikke havde smerter fra mellemkødet, så tegnede alt andet på, at vi var ankommet til himlen. Dette er intet andet end ren mountainbike.
Se POV fra Portal trail HER
Dag 6 – Anden shuttle-dag og overnatning på Sand Flats
Det er morgen, og det dufter af kaffe. Vi er lidt ømme i kadaveret efter 5 dage med mange timer på sporene, men efter et kig ud af vinduet og den smukke udsigt over Colorado River, føltes det som om de ømme lår red væk mod solopgangen.
Vi havde overnattet ulovligt igen på en dejlig parkeringsplads sammen med alle de andre, som ikke kunne finde et sted at parkere. Langt hen ad vejen sker der ikke ret meget, så længe man ikke “camper”, altså sidder ude med grill og de store badedyr, og ellers rydder op efter sig selv.
Her skete der noget ret sjovt. Da vi kørte ud af pladsen, blev vi tæt på kollideret fra siden af en anden turist, som sagde, at vi havde glemt vores glas. Det virkede som om det var mig, da jeg håbefuldt kiggede på de andre, så jeg måtte ud af camperen. Der var lige halvtreds meter hen til bordet, og da jeg nåede frem, kunne jeg ikke se noget som helst, men på nabobordet lå der et par briller. Så kan du nok regne ud, hvad der var gået galt… LOL.
Vi ankom igen til Coyote Shuttles, og i dag var den gamle charmerende T3’er skiftet ud med en solid Chevrolet-bus med samme rack til bikes på taget. Vi havde også fået ny chauffør, og det faldt måske alle i øjnene, at hun havde en sticker på sin vandflaske, hvor der stod: “The klit is a liberale lie”. Derfor var der heller ikke nogen, der turde sidde forrest i bussen, hvilket blev bemærket. Vi kørte i over en time mod Upper Porcupine Trail, og vejret var ikke fryd og gammen hele vejen. Da vi kom op i bjergene, virkede vejret bekendt: her pis regnede det med hagl og blæst. Den kvindelige chauffør grinede og sagde: “Det bliver ikke varmt i dag,” alt imens hun kørte os med sikker hånd gennem smukke skove og skarpe sving.
Andreas havde satset på godt vejr og havde en trøje med, som han havde på, men han elsker at have stive brystvorter, så dagen var reddet på forhånd for ham. Vi andre iklædte os det medbragte ekstra tøj, før vi stille og roligt begav os ud på endnu en fantastisk tur ned ad de smukke spor midt i det her utrolig smukke Amerika. BLM (Bureau of Land Management) var ved at bygge en super sej plads heroppe på toppen, og tænk engang, om man kunne overnatte her en dag. Turen ned startede episk og begyndte med sporet Kokopelli, som fortsætter i følgende spor: UPS Upper, UPS Middle, UPS Lower, The Notch, LPS, Porcupine Rim Trail. Her var man på kanten af livet, men med ok afstand til døden. Sporet slangede sig gennem lav skov, som havde været her siden homo sapiens var klædt i skind og gik på bare fødder. Underlaget var ildrødt dust og klipper. Med næsen i sporet skulle man holde tungen lige i munden for at nyde udsigten, og mange pauser måtte afholdes. De store sletter med røde klipper, som i *Lucky Luke*, var uendelige, kun afbrudt af horisonten. Som om det ikke var nok, kom solen frem, og sporet blev bare vildere og vildere. Det var bad-ass mountainbike med alt det gode, og som om det ikke skulle være nok, blev det guddommeligt, når udsigten til Colorado River kom frem. Vores YETI SB160’er åd løs af underlaget. Opsætningen med størrelse og placering af dæmper var perfekte her, og udtrykket “trail surfing” kom 100% til sin ret. Det var som at ride på en bølge a la Jaws fra filmen *Billabong Odyssey*, bortset fra at denne gigantiske sværvægter var en klippe.
Vores gode ven Morten er den af os fire, som har kørt mindst på mountainbike, og han gjorde det så godt, men der gik dog lidt lang tid på et af vores opsamlingssteder, før han kom til syne. Det skulle vise sig, at han var kørt ud over kanten, og det kan ikke nævnes nok gange, at her skal man “vælge” den rigtige kant, for ellers er det altså farvel. Morten var røget nogle meter ned og landet før en stor klippe. Han slap med skrækken og et gratis adrenalinrush.
Sporet er sammenlagt over 1000 højdemeter og alt efter hvor man starter, ca. 30 km. Da vi stod nede ved Colorado River, var vi alle høje, og jeg vil sige, at det er det fedeste trail, jeg har kørt ever! Sikke en naturoplevelse. Vi grinede hele vejen hen til Moab, hvor der det meste af vejen er cykelsti. Nu skulle vi have en bajer. Vi havde nu kørt alle de spor på listen, som vi kom efter, undtagen ét. Vi smed bikes på racket og kørte i camperen op ad Sand Flats Road, som er en vej med masser af BLM-overnatning. Her kører man igennem en selvbetjeningspost, som i bedste amerikaner-stil er total analog. Man ved ikke, hvor mange pladser der er tilbage oppe ad vejen, og man ved ikke, hvor de er, men man skal betale i en kuvert, så det er godt at have cash med. Jeg havde brugt Lunds fornuftigt hævede dollars på drikkepenge, så hvad gør man så? Jeg gik ind og købte en eller anden fee på BLM’s site online (det er ikke det samme som overnatning), men hvis der kom nogen, var planen at trække turistkortet. Vi havde jo betalt for et eller andet. Vi fandt den svedigste plads og smed tagget på pælen. Vi boede nu på sporet, som de kalder Slick Rock, og her skulle vi lege i morgen.
Vore naboer var et ægtepar i en super vildt gammel US camper med de ypperste mountainbikes på bagdøren. De havde bål og chillede med deres helt hvide hår. Jeg vil tro, de har været omkring halvfjers år gamle, men der var bare lige det, at da kvinden hoppede på sin Juliana bike fra Santa Cruz, lignede hun seriøst en smidig gymnast fra high school i sine bevægelser. Der er et eller andet herovre i USA, der får tiden til at stå stille. Der skulle da heller gå længe, før de andre drenge på turen begyndte at øve sig i at gå i split over grillen, så hot dog night hørte stedet, de kaldte Sand Flats Road, til. Her nød vi en vindstille aften med bål og alt, hvad der hører sig til.
Dag 7 – Legendariske Slick Rock Trail og Archer Park
Slick Rock Trail, eller bare Slick Rock, er et kæmpe område af mareridtslignende klipper i rødlige farver, som en bindegal amerikaner engang i firserne fik tilladelse til at lave et spor for motorbikes. Senere kom en lille gruppe mountainbikere på Specialized Stumpjumper, som er verdens første serieproducerede mountainbike, og kørte samme spor. Sporet går op og ned ad klipper med en vanvittig friktion. Tør man, kan man nærmest køre lodret op ad klipperne. Vi mødte stort set ikke andre på turen rundt og fik også krydset synet af en slange af på vores to-do-liste. Sporet er en smagssag og det er RØV-hårdt; her går det stejlt op, og det er varmt, men det er en bucket list og et stykke episk historie, så vi havde et sweet ride, og jeg vil altid anbefale Slick Rock til alle. Det er et must. Da vi alle var sikkert tilbage, kunne vi give high five og kramme hinanden for at have gennemført nogle af verdens mest fantastiske og unikke trails. Nu havde vi ikke andre planer end at lege turister, og det gjorde vi så.
Derfor begav vi os mod Archer Park, hvor flere af de berømte arches opleves. Jo, de er helt sikkert et besøg værd og meget specielle. Udover nogle andre turister, mødte vi også en Cybertruck, som vi lige kælede lidt med. Man kan sige, at den deler vandene, men den er vild! Vi så det, der skulle ses, og rullede tilbage mod Rabbit Valley, hvor vi havde planer om at slå lejr for natten. Kanindalen er ligeledes en BLM-plads, og vidste man ikke bedre, kunne det stå for billig overnatning. Skulle man være i tvivl om, hvor i verden man var, så var der intet at tage fejl af. På Rabbit Valley-pladserne er der den obligatoriske grill, men også en indhegning til din hest. Det er simpelthen så gennemført. Vi fandt sangbogen frem og tændte et bål. Og der skulle da heller ikke gå ret lang tid, før der var lysende øjne i natten. Uden at være de helt store biologer kunne vi godt regne ud, at det ikke var kaniner, der stirrede på os fra mørket, og der gik heller ikke lang tid, før en ulvelignende pels nærmede sig lejren. Den var hjulbenet, men havde ingen hest, og en rigtig ulv var det vist heller ikke, men vi var ikke helt trygge ved den. Nu falmede skoven, og stemningen blev gennemført med klump i halsen og pibende stemmer, med lyden af countrymusik i baggrunden fra en fastboende amerikaner.
Dag 8 – Opvågning i Rabbit Valley og besøg hos Yeti
Bålet ulmede, og solen tittede frem bag bjergene. Vi havde opdaget, at den meget lange bagdel på camperen plus den meget lange cykelholder havde fungeret som plov på den hullerede vej ind til lejeren. Altså, den hang meget lavt, og det gjorde den, fordi luftaffjedringen var flad, så det havde været meget svært at komme ind i dalen. Vi havde faktisk droppet at fortsætte dagen før, men nu skulle vi ud… Vi havde opdaget, at der boede nogen i den camp, hvor cowboymusikken kom fra i går, og takket være en defekt fik vi nu mødt rigtige cowboys! De var så originale, at de selv sagde: “Nu har I mødt rigtige cowboys.” Familien havde boet der siden november, og alt kvæget var deres. Nu var foråret på vej, og alle dyr skulle flyttes op til deres gård igen. Farmand hjalp med luften, og han var lige så rød i hovedet, som havde han mundblæst verdens største ballon. Luften hjalp ikke en skid, og vi pløjede hele dalen op den anden vej også, men cowboys fik vi mødt, og ulven var sørme deres.
Nu var det bare at læne sig tilbage i sæderne og nyde udsigten med svedige baller fra den kunstige lædersofa. Hvis turen gennem bjergene var flot den ene vej, så kan jeg love jer, at den var præcis lige så flot den anden vej også. Vi hang ud ved YETI igen, og de var vores helte! Der blev drukket øl og hygget i YETI HQ, og sikke et sted og sikke en gæstfrihed.
Planen var nu shopping i udstyrsbutikken REI, som er gigantisk i Denver. Vi tilbragte timer derinde og måtte både på toilettet og på kaffebar, som var inde i butikken. Efter det dyre besøg, hvor flere af deltagerne på turen nærmest tømte deres tasker ud ad vinduet for at finde en undskyldning for at købe noget nyt, skulle vi finde et sted at lukke øjnene en sidste gang i US and A, inden turen hjem. Og hvad kunne være bedre end at gøre det på en BLM-plads ned til en sø midt inde i selveste Denver? Så det gjorde vi. Ved indgangen stod der en betalingsautomat, og jeg blev den udvalgte til at købe overnatning. Vi var sygt trætte, og jeg orkede ikke at fortælle, at automaten var til en dag i parken, men ikke overnatning. Så jeg meddelte, at alt var cool, og så rullede vi ind i parken og videre ind i drømmeland. Da vi kiggede ud ad vinduet om morgenen, kunne vi se, at vi havde overnattet på pladsen ved den ansvarlige for campen. Og for at gøre en lang historie kort, så fik vi at vide, at det var en god idé bare at stikke af, for kom parkpolice, så kunne vi godt regne med en omgang umanerlig voksenskældud.
Nu var camperen afleveret, og vi var på vej til lufthavnen med Uber. Mæt af oplevelser sad vi og grinede og drømte om den næste tur, selvom den nuværende knap var slut. Min telefon gav et bip, og det var Broc på WhatsApp. Havde han tyvstartet og drukket af flaskerne? Havde selveste Broc, den internationale salgsmanager, brudt vores aftale? Nej, vi havde glemt at aflevere opladerne til AXS-gearkassene på vores lejede cykler… Nu var gode råd dyre, for vi havde ikke tid til at aflevere dem, men det havde Uber – bum, vores ven fra Uber fik laderne, og vagten i lufthavnen arvede resten af vores sprut.
Amerika! Du er en smuk og en stor mundfuld, og vi kommer gerne tilbage og nyder dit nærvær.
Det vil du vide om MOAB
MOAB er et mekka for mountainbike-entusiaster og en af verdens mest ikoniske destinationer inden for sporten. Beliggende i hjertet af det sydvestlige USA’s røde ørkenlandskab tilbyder MOAB en unik blanding af udfordrende stier, storslået natur og et perfekt klima for mountainbiking året rundt. Med et omfattende netværk af stier, der spænder fra lette til ekstremt tekniske, tilbyder MOAB noget for enhver mountainbiker, uanset færdighedsniveau. Slickrock Trail er måske den mest berømte sti i området, kendt for sine glatte, klippefyldte overflader, der giver ryttere en følelse af at køre på lim. Porcupine Rim Trail og Whole Enchilada er andre legendariske stier, der tilbyder uovertrufne udsigter og adrenalinfyldte nedkørsler gennem storslåede klippelandskaber. MOAB er også vært for flere store mountainbike-events årligt, herunder Moab Rocks og Outerbike, der tiltrækker ryttere fra hele verden for at konkurrere og opleve byens fantastiske stier. Den lokale mountainbike-kultur i MOAB er stærk, og byen har et væld af cykelbutikker, guider og udlejningssteder for at imødekomme behovene hos besøgende og lokale ryttere. Uanset om man er nybegynder eller erfaren ekspert, er MOAB et sted, der skal opleves for enhver, der elsker mountainbiking.
Det vil du vide om planlægning af det perfekte MTB-roadtrip
Jeg elsker udfordringen ved at planlægge et trip til et sted, jeg aldrig har været før. Jeg bruger kendte værktøjer til at bygge turen:
Google Maps: Til at måle afstand og prøve turen af samt se bygninger for at lære stederne at kende.
Facebook: Til at finde lokale grupper, som har vigtig viden om destinationen. Her samler jeg spørgsmål og stiller dem. Folk er som regel flinke og vil gerne hjælpe.
Instagram: Her finder jeg personer, som færdes i de områder, vi skal til. I dette tilfælde lokale MTB’ere.
Trailforks: Global app med spor og alt, hvad du vil vide om lokale spor, herunder opdateringer på vejr og forhold på sporet. Jeg har en Pro-version med flere features, og det fungerer virkelig godt ude i marken.
YR.no: Bruger jeg til at sammenligne historiske vejrforhold, så jeg kan forudsige, om destinationen holder på den tid af året, vi skal afsted.
Momondo: Jeg holder mig hele året opdateret på flyafgange til de destinationer, jeg har i skuffen. Ind imellem er der ruter, som kun åbnes til sæsonen, og her kan det være smart at rykke lidt rundt på datoer for bedre afgang og ikke mindst priser.
Det vil du vide om COPMOBA
COPMOBA står for “Colorado Plateau Mountain Bike Trail Association”. Det er en non-profit organisation dedikeret til at fremme og vedligeholde mountainbike-stier i det vestlige Colorado-område, herunder Grand Junction, Fruita, Palisade og omegn. Organisationen blev grundlagt af en gruppe entusiastiske mountainbikere i 1989 med det formål at skabe og bevare kvalitetsstier til glæde for lokalsamfundet og besøgende.
COPMOBA samarbejder tæt med Bureau of Land Management (BLM), lokale regeringer og andre interessenter for at planlægge, bygge og vedligeholde et netværk af mountainbike-stier, der passer til forskellige færdighedsniveauer og interesser. De organiserer også sociale arrangementer, gruppeture og frivillige arbejdsdage for at engagere lokalsamfundet og styrke den udendørs kultur i området.
Denne organisation spiller en afgørende rolle i at gøre det vestlige Colorado til et førende rejsemål for mountainbikere fra hele verden. Gennem deres indsats bidrager COPMOBA til at bevare og forbedre de naturlige områder og skabe positive oplevelser for alle, der elsker at udforske det skønne landskab på to hjul.
MTB Trails og Fænomenet Trail Surfing
Et spor er ikke bare et spor. Er du surfer, er en bølge ikke bare en bølge. Mange rejser for at opleve spor ude i verden. Det kan være på grund af naturen, sammensætningen af underlaget eller det hele. Et trailhead er stedet, hvor et eller flere spor begynder. Lidt som en “lineup” i surfing, hvor surferen sidder og venter på et sæt bølger. I surfing har den første, der fanger bølgen, retten. I trail surfing kører man efter hinanden, og bølgerne er uendelige – og det er FEDT, for her er der ingen dårlige bølger. De indbyggede sving kaldes berms og svarer til et cutback i surf på en bølge. Der er mange forskellige typer trails i mountainbiking, og de er inddelt i farverne: Grøn, Blå, Rød, Sort og Sort Double Diamond.
Grand Junction, Fruita, 18 Road og MOAB er kendt for nogle af de vildeste og smukkeste spor i verden. Når det så er sagt, er 18 Road perfekt til alle aldre. Her kan man træde pedalerne op ad vejen, som er blind. Det vil sige, trafikken er til trails og overnatning, så ingen store lastbiler, men masser af store biler… Det er jo USA, men de holder afstand og kører meget langsomt forbi.
Ruten vi kørte i camper
Her er en rutevejledning fra Denver til Grand Junction, Fruita, og Moab, der følger Colorado River:
Rutevejledning
1. Fra Denver til Grand Junction
– Start: Denver, CO
– Kørsel:
– Tag I-70 W fra Denver.
– Følg I-70 W i cirka 240 miles (386 km) mod vest.
– Tag afkørsel 37 mod US-6 W/US-50 W for at komme til Grand Junction.
Ankomst: Grand Junction, CO
2. Fra Grand Junction til Fruita**
– Start: Grand Junction, CO
– Kørsel:
– Tag I-70 W fra Grand Junction.
– Tag afkørsel 19 mod US-6 E/US-50 E.
– Fortsæt med US-6 E/US-50 E i cirka 20 miles (32 km) til Fruita.
Ankomst: Fruita, CO
3. Fra Fruita til Moab, UT (langs Colorado River)**
– Start: Fruita, CO
– Kørsel:
– Tag US-50 W fra Fruita.
– Tag afkørsel mod US-191 S.
– Følg US-191 S, som vil tage dig direkte til Moab.
– Denne del af ruten følger Colorado River gennem en spektakulær kløft og byder på naturskønne udsigtspunkter.
Ankomst: Moab, UT
Alternativ Rute (Colorado River Scenic Byway)
– Start: Grand Junction, CO
– Kørsel:
– Tag US-50 W fra Grand Junction.
– Tag afkørsel mod US-191 S.
– Følg US-191 S mod Moab, mens du holder dig tæt på Colorado River.
– Denne rute følger Colorado River og tilbyder en naturskøn køretur gennem smukke kløfter og landskaber.
Ankomst: Moab, UT
Denne rute giver dig mulighed for at nyde den naturskønne skønhed langs Colorado River og få adgang til de fantastiske mountainbike-stier i både Grand Junction, Fruita og Moab.
Trail vi kørte på MTB
Moab, Utah
– Goldbar Rim: Offers stunning views and technical challenges with a mix of rocky terrain and smooth sections.
– Portal: Known for its advanced technical sections and scenic vistas, making it a challenging ride.
– Captain Ahab: A demanding trail with a mix of rocky and technical features, known for its technical challenges and epic views.
– Porcupine Rim: Famous for its breathtaking views and diverse terrain, including technical rocky sections and fast downhill.
– Magnificent 7: A network of trails offering a variety of terrains and technical challenges, known for its scenic beauty and technical sections.
– Slick Rock: Iconic for its smooth, rock-based terrain that offers a unique and challenging ride.
Golden, Colorado
– Apex Park – Not specified: Popular for its mix of technical features and smooth singletrack, providing a range of riding experiences.
Colorado
– Eagle Wings – Not specified: Known for its scenic trails and diverse terrain, offering a variety of riding experiences.
– PBR Fruita – Yes: Famous for its flowy trails and technical features, a must-ride for mountain biking enthusiasts.
– Joe’s Ridge – Not specified: Known for its technical and challenging terrain, providing an exhilarating ride.
– Captain Jack’s – Not specified: Offers a mix of technical features and scenic views, making it a popular choice for riders seeking a challenge.
Shuttle
Coyote Shuttle tilbyder transport til en række destinationer, herunder de berømte nationalparker Arches og Canyonlands, samt andre populære udendørs destinationer som Dead Horse Point State Park og La Sal Mountains. De giver også transport til vandrestier, mountainbike-stier og flodture i området.
Overnatning
Man kan blive udfordret på overnatning, og det er en god idé at forhåndsreservere. Vi elsker roadtrip netop fordi man kan tage en dag ad gangen og ikke reservere på forhånd. Det kan give udfordringer, så er man ikke til et par ulovlige overnatninger, så planlæg i god tid – 6 måneder før afrejse anbefales.
Vi sigtede efter BLM-pladserne, da vi gerne vil have det primitivt. Det koster cirka 25 $ pr. overnatning og skal bookes på BLM app eller web. Man kan booke på stedet, hvis man tør. Der er ofte BLM i nærheden af de fleste MTB trailheads.
Det vil du vide om BLM
Bureau of Land Management (BLM) er en føderal agentur i USA, der administrerer mere end 247 millioner hektar offentligt ejede landområder. Dette gør BLM til den største jordejer og forvalter af offentligt ejede landområder i USA. Disse områder spænder fra ørkener til bjerge, fra skove til græsarealer og omfatter nogle af de mest naturskønne og uberørte landskaber i landet.
Formålet med BLM er at administrere disse offentlige landområder for at sikre, at de forbliver tilgængelige for flere formål, herunder rekreation, naturbevarelse, minedrift, skovbrug, husdyrgræsning og energiproduktion. BLM’s opgaver omfatter også beskyttelse af vildtlevende dyr, overvågning af vandressourcer og håndhævelse af miljølovgivning.
BLM spiller en central rolle i forvaltningen af udendørsaktiviteter og naturressourcer i USA og samarbejder ofte med andre føderale, statslige og lokale myndigheder samt med private interessenter for at opfylde sine mål.
Vi ses på sporet!
