Finale Ligure 2025

Finale Ligure 2025 – og turen der ikke gik som planlagt

Indledning:

Det er ikke første gang, jeg har forsøgt at planlægge en tur til Finale Ligure, og når jeg tænker nærmere over det, så har jeg haft planer om at besøge det meget omtalte mountainbikested siden 2019. Men nogle gange går turen bare et helt andet sted hen.

Jeg var heldig, at butikken Trail Surfers ofte har besøgt Finale Ligure, og sammen med alle andre, jeg har talt med, har Martin og Heidi fra butikken også skamrost dette magiske sted. Da jeg så blev spurgt, om jeg ville med, var der heller ikke meget betænkningstid, for jeg havde godt hørt, at for at få det maksimale ud af Finale Ligure, var det at rejse med nogle, som havde været der før, helt genialt.

Middelalderens historie – Finale Ligure har rødder tilbage til romertiden og var en vigtig middelalderby under Del Carretto-familien.

Spansk og genovesisk styre – Byen var under spansk kontrol i det 17. århundrede og senere en del af Genova-republikken.

Napoleon og kongeriget Sardinien – Efter Napoleons erobringer blev Finale Ligure en del af Kongeriget Sardinien, som førte til Italiens samling i 1861.

Moderne turisme og mountainbiking – I dag er Finale Ligure kendt for sin naturskønhed, strande og som et hotspot for mountainbiking.

Heidi og Martin er ægte Trail Surfers og det kan mærkes på mange ting, men særligt er det at de har en Mercedes Marcopolo, som kan beskrives med et ord – VAN. Van er for mig = Roadtrip og det er her turen startede. Lige præcis på denne tur var Martin allerede rejst til de varme lande han skulle nemlig på job for Gen-S som er den vildeste head hunting crew og talent spejder camp for cykelmærket Specialized. Det betød at Heidi, Jacob, Niklas og undertegnede i skivende stund mødte op og pakkede bilen en stjerneklar Fredag. Vi var heldige at Birk, som arbejder for Trail Surfers gav en hjælpende hånd, så det hele gik nemt. Der var mange ting der skulle stuves ind i billen og med Martin i telefonen, som kunne fortælle at han havde fået et mindre arsenal af freebies blev tagboksen monteret. Vi skulle altså have 5 store Enduro cykler med og der var kun plads til 4 på krogen, så den ene var inde i bilen. Efter en lur på Heidi og Martins AirBnb var der afgang kl. 05:00. Jeg havde mindst mistet 5 liter væske over natten da jeg havde lånt en vinderdyne og jeg er helt overbevist om at når solen en dag brænder ud vil man snildt kunne forlænge sit liv med den dyne et par år.

Roadtrip og livet på vejen

Jeg elsker roadtrips af flere årsager, men en af dem er, at man kommer tættere på folk, man kender, og tættere på dem, man ikke kender. Man er ligesom i det her lille 4-hjulede univers, og der sker bare alverdens ting, som man husker og griner af i lang tid. Turen sydover gik smooth, og Heidi havde bagt sine custom boller, som vi nød gang på gang. Det var faktisk bare kaffe, vi købte undervejs, ellers var der alt, man kunne ønske sig.

Der er mange bonusser ved at rejse i en camper, og en af dem er, at der er køleskab, så der er friske drikkevarer ad libitum. Vi hørte god musik og fik en lur ind imellem, men så afbrød Jacob og spurgte, om vi ikke skulle høre en podcast, der hed Tyran. Jeg hører aldrig podcasts, men har faktisk været med i en engang, og jeg er sågar også blevet informeret om, at jeg ikke fik lov at være med i en anden… Men det er en helt anden historie. Jo, lets go for podcast!

Tyran blev startet, og selvom vi alle har haft historietime en gang i folkeren, er det godt med en solid opfrisker. Vladimir Røvhul Lenin blev sat på, og vi sad alle med ørene klistret til den gode fortælling om en seriøs voldspyskopat med trang til at ommøblere verden til sin egen fordel på en ubehagelig måde. Det mest uhyggelige ved historien var, at den gentager sig den dag i dag… Er det ikke utroligt?

Når vi ikke hørte lydbog eller podcast, blev der nørdet i mountainbike på alle mulige måder, for her i bussen var der ingen, som afbrød, og ingen bagkant – vi skulle bare hygge. Martin var samtidig på vej fra Nice i Frankrig, og for det ikke skulle være løgn, landede han i Finale Ligure hele 15 minutter før os… Det kunne ikke være mere perfekt. Vi samlede Trail Surfers CEO op, og så drønede vi op ad Finale Ligures snørklede veje. Ja, vi var sandelig ankommet til Italien, og alt er målt op efter en Vespa eller en pygmæambulance (meget kort bil med højt til loftet).

Holy moly, et hyggeligt sted vi skulle bo. Det lille hotel var placeret med udsigt over hele den gamle bydel og omringet af smukke appelsintræer, oliventræer og masser af kaktusser. Her duftede af forår og frække fyre. Vi havde mere eller mindre fordelt værelserne på forhånd, og jeg var blevet tildelt en køjeseng med en eller anden form for forhæng, og det skulle vise sig at være sandt. Jeg er simpelthen ligeglad med, hvor jeg skal sove, bare jeg kommer på tur, så jeg vil sige, at mit “lugar” for denne gang var bedre end forventet.

Tricket bestod i, at når gardinet var trukket for, så var jeg på mit værelse, og når det var trukket fra, så var jeg i køkkenet. 🙂 Det var genialt – nu kunne jeg følge med i alt, hvad der skete fra mit værelse, både med åben og lukket “dør”. Det er vigtigt at tilføje, at hotellet her er “bike-friendly”. Det betyder, at ejerne ved, at mountainbikene…

Hvad er et Bike Friendly hotel eller lejlighed?

1. **Sikker cykelopbevaring** – Hotellet har en aflåst og overvåget cykelkælder eller rum, hvor gæster trygt kan opbevare deres mountainbikes.  

2. **Vaskestation til cykler** – Der er en station med slanger, børster og rengøringsmidler, så gæster kan vaske deres cykler efter en dag på sporene.  

3. **Værksted og reparationsfaciliteter** – Hotellet tilbyder et værksted med basale værktøjer, pumpe, reservedele og eventuelt en cykelmekaniker.  

4. **Tørrefaciliteter til tøj og udstyr** – Gæster kan hænge deres mudrede og våde cykeltøj til tørre i et dedikeret område eller bruge en tørretumbler.  

5. **Guidede ture og ruteinformation** – Hotellet tilbyder guidede MTB-ture eller har kort, GPS-ruter og opdateret information om de bedste stier i området.  

6. **Shuttle-service til trails** – En MTB-venlig shuttle kan transportere gæster og deres cykler til trailheads eller bike parks.  

7. **Sportsvenlig kost** – Restauranten tilbyder næringsrige måltider, der er velegnede til aktive gæster, med fokus på kulhydrater, proteiner og sunde snacks.  

8. **Vaskeservice til cykeltøj** – Hotellet har mulighed for at vaske beskidt cykeltøj, så gæster ikke behøver at pakke flere sæt.  

9. **Afslapningsfaciliteter** – Sauna, spa eller massage kan hjælpe med restitution efter en lang dag i terrænet.  

10. **Bike-friendly personale** – Personalet er vant til mountainbikere og kan give gode tips om trails, vejrforhold og udstyr.

Dag 2

Vi havde besluttet at stå lidt chill op og spise morgenmad og drikke kaffe i lejligheden, samle bikes gå en lille tur i byen og book en shuttle til et afternoon ride. Den plan overholdt vi og nu skal du høre om dagen. Der blev fremstillet dejlig kaffe og Jacob fik styr på den lille Italienske mokka kande, som drillede lidt i starten, men han blev specialist og fremtryllede eliksir, som kunne sende alle sikkert på tønden og herefter med en frisk fornemmelse til at angribe dagen. Tak for god kaffe @MTBlund. Solen strålede fra en lidt mistænkelig himmel, men vejret var fint og vi samlede og vaskede bikes, så de var klar til bjerget. Heidi kunne meddele at noget af området var lukket pga.. jagt det var især den meget omtalte NATO base, som var plaget af fulderikker med haglgevær, så her kunne der ikke køres spor…. Det var altså ikke det eneste sted Italienerne afholdt øvelse og det hele var lidt uigennemskueligt, så vi blev enige om at gå ned til shuttle kontoret og forhøre os. På vej ind i den gamle by fik man straks fornemmelsen af at Finale er et epicenter for mountainbike for her er cykelholder overalt og ved alle restauranter….

Selvom der er rigtig mange shuttler, så er kontoret ikke så stort, men alligevel var der lidt forskellige forklaringer om hvem der skød hvor. Det var lidt frustrerende, men vi fik booket et løft kl 14:00, så kunne vi lige nå at klæde om og spise en god frokost og hvad er mere Italiensk end Frocassia? Måske Pizza, men Heidi og Martin kendte det her lille hyggelige sted ved den ene byport og jeg kan godt fortælle jer at her var alt hvad ens hjerte begærede. Betjening var magisk og hvis man ikke var sulten kunne man købe en masse seje klatregreb.. Og hvis der er noget jeg elsker, så er det en rigtig sportsrestaurant og her mener jeg ikke boldcafer, men restauranter der symbolisere sport der udøves i naturen og her er harpiks på fingerne ikke nok. Har du måske prøvet at bestille frocassia med et ergonomist klatregreb i hånden?

Ok, gamle byer, god mad og udsigt…. Det er en melodi man har hørt før fra Italien, hvad med det cykleri der…. Skulle vi snart igang! Det var præcis det vi skulle. På med udstyret og op på cyklen til vores shuttlle, som holdt klar og ville tage os så højt op på bjerget som vi kunne. Ad smalle veje igen blev vi bragt op til et af de uendelige mange trailheads. Nu var det egentlig bare at spænde hjelmen og sætte pris på at Martin og Heidi havde en plan for de var vores guider i dag. Planen var ikke at køre helt i bunden, men blive lidt i højden og så få så meget trail surf på en shuttle som det var muligt. Vi havde en fest og på det første drop in lå jeg efter Niklas, som køre hurtigt og lidt til. Jeg er vokset op på naturspor og følger mig hjemme her. Det jeg bedst husker fra dette spor var da Niklas og jeg kørte train i et sving og jeg råber Maaaaven…. (Maven er en meget kraftfuld bremse, som vi begge køre med) Det er ren nørderi, men Niklas blev hyldet ud af sin koncentration og jeg var total flad af grin. Nu var vi igang med sporene i Finale Ligure og vi må sige at det at være sammen med Martin og Heidi virkeligt var genialt for selvom sporene har en start, så kan de godt være lavet om undervejs og det oplevede vi flere gange. Vi brugte pedalerne flittigt og på den måde fik vi meget spor den eftermiddag.

Dag 3

I dag sov vi længe, for det silede ned, og alle spor var lukket. Det så faktisk ikke så godt ud de næste dage, dog var onsdag okay, men så blev det nærmest værre end i dag. Nu var gode råd dyre. Francesco ville tjekke op på, hvad der skulle ske, og alt imens begav vi os til fods ned igennem byen med paraplyer og vandtæt tøj. Vi skulle nemlig ned og se stranden og ikke mindst have en god kaffe.

På det store torv nede ved stranden var det tydeligt at se, at vi var i off-season. De mange barer og restauranter var lukket. Men der var faktisk et par enkelte surfere ude og prøve lykken. De kæmpede lige så meget som os, kunne man se.

Da vi havde fået sand i mellem tæerne, gik vi op på torvet og fandt en hyggelig kaffebar, hvor vi sad og chillede og talte om, hvad mon Francesco kunne trylle med. Vi tussede tilbage til lejligheden og landede i cykelkælderen. Her tilbragte vi mange timer med at nørde suspension, og Martin byggede nærmest en ny cykel. Det er jo klart, at man lige har en ekstra gaffel og bremser med på tur… LOL.

Jeg havde aldrig fået min RockShox Vivid til at køre som et flyvende tæppe, og her var det geniale, at både Martin og Niklas havde mere end styr på den dæmper, så vi fik den sat op, så den bare spillede – og hold da op, jeg smilede dagen efter.

Alt imens fik vi besked fra Francesco om, at vi skulle møde ham dagen efter og se, om vi ikke kunne køre nogle af de forhåbentligt åbne spor. Det blev til pizza takeaway, og det er sådan set ret lækkert her i Italien.

Dag 4

Godmorgen bag gardinerne. Niklas og Jacob var stået op for at lave kaffe og æggekage. Jeg lå og chillede under dynen og skrev godmorgen til de kære derhjemme. Pludselig blev gardinet trukket fra, og jeg fik serveret kaffe på sengen – hvad mere kan man bede om her midt i bjergene?

Efter endt morgenmad varmede vi op ved at køre forkert, så det blev da til et par hundrede højdemeter… Valby Bakke er peanuts. Men vi mødte Francesco på en lille parkeringsplads med træer i midten og et par bænke. Vi hilste, og dem der kendte hinanden, fik en krammer – der var god stemning.

Vi fik at vide, at sporene stadig ikke var åbne, men at vi skulle spendere formiddagen med tekniktræning. Jeg har været på mange MTB-kurser, men her var vi altså med de lokale Francesco, Heidi og Martin, som alle tre er instruktører – nogle endda så højt uddannede, at de kan undervise de andre instruktører. Her tænker jeg selvfølgelig på Heidi.

Nogle ville nok sige: “Øv, hvorfor det? Vi er ikke kørt 1800 km for at køre på en p-plads.” Men du kan godt pakke nej-hatten langt væk, for her stod vi i Italien med hele tre instruktører – hvad mere kunne man bede om? Vi fik sindssygt meget ud af det, og jeg fik en eller anden ny tilgang til flere ting. Det er ikke sikkert, at man kunne se det udefra, men der skete altså et eller andet.

Vi gav den alle gas, svingede, bremsede og prøvede at lave endo… Francesco viste og forklarede, og det handlede åbenbart om at tænke, at ben og arme var som løse reb, og at man skulle gå ned i knæ og bruge hoften som opadgående energi. Det virkede af røven til for mig, så Francesco tog mig med bag en bænk, hvor jeg skulle holde fast i ryglænet, gå ned i knæ og få fornemmelsen.

Jeg tænker, Francesco har set mange ting, men en dansker, der i første forsøg nærmest tager et hovedspring over bænken, var nok noget nyt. Han greb mine stramme hofter, så rebene – og resten – sikkert kunne lande på gruset… Det var sgu lige før, jeg havde mistet fortænderne uden at være på cyklen! LOL.

Ved middagstid var vi godt møre og begav os ind til Final Borgo, aka den gamle by – og her skal I høre historien om kålormen…

Dag 4 og kålormen…

Første dag havde vi været på café og drukket god kaffe. Her sad en rigtig italiensk mand med briller, spids næse, fint tøj og en ægte papiravis ved et andet bord. I mellemtiden kom en ung kvinde ned til vores bord og tog imod bestilling. Mine øjne var lige ved at trille ud, for hendes benklæder var så hudfarvede og stramme på en løs måde, at jeg troede, hun kun havde det lille grønne forklæde på – og bar røv. Jeg var lige ved at spørge, hvad klokken var, bare for at se, om der kom en kukker ud under det forklæde…

Vi fik bestilt, og her fik jeg overbragt min kaffe af en rigtig italiensk mand med forklæde. For dælen, vi var jo lige kommet, og jeg var sikker på, at jeg havde set ham før – det var rent déjà vu… Eller var det? De andre kunne fortælle, at det var manden fra det andet bord, der havde klædt om. Super.

Tilbage til at vi var på vej efter træning. Vi var på vej ned til Finale Borgo og havde lært at lave nogle seje sving på vores dyre cykler. En af teknikkerne var at løfte foden fra pedalen og sætte knæhasen i klemme ved sadlen. Det var en teknik, jeg pludselig tænkte, at jeg ville afprøve i et skarpt sving op over en bro. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete, men jeg formåede at klare mig igennem svinget – dog med det omvendte ben og knæhase i spænd. Francesco var heldigvis oppe foran og så ikke mine spildte evner, men Niklas kørte bag mig og var lige ved at køre i vandet af grin.

Vi ankom til en smal, smuk gade i den gamle by og satte os udenfor ved et bord. Her kom en ung kvinde ud og tog imod bestilling. Hun havde også de der underlige gevandter på med det grønne forklæde – og minsandten om ikke den ældre mandlige tjener så bekendt ud… Der skulle ikke gå lang tid, før det gik op for mig, at vi sad på den samme café, bare i den anden ende, i en anden lille gade. Det var lidt specielt.

Efter endt middag kørte vi mod bjergene. Nogle spor var åbne, men jeg kan garantere dig, at du ikke kender dem, for Francesco gav os en på opleveren på smukke, naturlige spor, som bare blev ved og ved. Det var en oplevelse uden lige, og selvom alt skulle trampes op igen, var det en stor fornøjelse. Vi var flere gange på et lille hike – et af dem gik ned til en piratgrotte med udsigt over havet. Vi cyklede solen ned den dag, og aftensmaden blev fra køleskabet.

Dag 5 – Simona og offroad i bjergene

Vi mødtes på shuttle-pladsen, som vi var på den første dag, og her stod en Land Rover klar med en meget speciel offroad-trailer, der skulle sikre vores bikes på de vilde veje i bjergene. @simonaferri_ var vores off-road chauffør sammen med @Francesco og det gjorde de fabelagtigt. Jeg vil sige at bare turen i bilen i de vilde bjerge var en oplevelse i særklasse.

Igen var flere spor lukket i selve Finale Ligure, men det var ikke noget problem, for vores gode guide og driver ledte os ud på nogle vanvittigt fede naturlige nedkørsler – lange, lange nedkørsler med varieret underlag, der gav både udfordring og smil på læben til alle. Vi var flere, der væltede på denne tur, inklusive mig selv, og derfor kan jeg også godt fortælle om Heidis “smarte” nye linje, som jeg stadig ikke helt forstår, hvordan hun fik til at fungere.

Sporet havde en passage over en lille å, som var stejl både op og ned. Her havde Heidi udset sig en linje udenom vandet i højre side, som var pakket med blade… Eller var den? For forhjulet forsvandt, og pludselig var Heidi på skovtur med cykel og en fod i klemme. Jeg kunne kun se et baghjul, og da jeg kom op for at tjekke, om alt var okay, var Heidi meget langt fra sporet. Intet var sket, men et stunt var det da blevet til!

Dag 5 gik over i historien som den første hele dag på sporet. Vi cyklede igen solen ned og havde en fest – for sikke et hold og en fed stemning! Men hvad så? Var der ikke noget med, at vejret skulle ændre sig?

Jo tak! Sporene ville igen blive lukket både torsdag og fredag, og nu var gode råd dyre. Men én gang roadtrip, altid roadtrip! Francesco bookede os ind i den absolut low season i selveste Toscana – for hvad er fire timer i en van med trailer, når man alligevel ikke kan køre på sporet? Så på med vanten og pak dine tasker – nu ventede et eventyr i eventyret!

Dag 6 – Turen sydover og det gode vejr

Vi begav os afsted i mørket, fik en lur i bilen, en kaffe på vejen, og sandelig om vi ikke nåede frem til en lille camp med små A-frame telte. Her skulle vi bo lige ved siden af, og jeg følte mig allerede hjemme.

En hurtig indkvartering, og så afsted til kysten, hvor en række trails skulle køres. Alt her var no shuttle, så jeg var glad for, at vi havde cyklet en del på det sidste, så turene op også kunne nydes lidt.

Vi kørte en masse fede og lange nedkørsler, og sporene bar præg af vildsvin, der havde gravet i udkanten for at finde føde. Underlaget var perfekt, og en del af sporene var lokalt bygget af Matteo. Francesco havde kun været her én gang før, men navigerede os rundt, som om han boede her.

Igen var vi tilbage i mørket, og efter et hurtigt bad stak vi ud for at spise i en anden romerby, som også var mennesketom – men hold op et måltid, sikke et sted!

Dag 7 – Tuscany Bike, og det er aldrig det sidste spor

I dag var det shuttle-day i Toscana – hvem havde lige set det komme? Ingen på denne tur, men her var vi! Vi skulle mødes med Francescos gode ven Matteo, som var den lokale trailbuilder og guide.

Vi startede traditionen tro med kaffe og croissant og begav os herefter ud på en 40 minutters tur op i bjergene. Her skulle vi køre fra et trailhead, der havde flere spor, og derfor kom vi også tilbage til det samme drop-off tre gange. Det dryppede lidt, og området bar præg af nattens regn. Det varede heller ikke længe, før det buldrede og bragede i horisonten. Sådan gik det, at vi kørte et par spor, men måtte søge ly på en dejlig bar i en lille bjergby i Toscana. Vi håbede at kunne ride stormen af og få bedre forhold senere på dagen.

Vi er vant til regn og sløjt vejr i Danmark, og det hjælper i sådanne situationer. Et surf-udtryk siger: Det fede ved en god session er, at den er svær at få.

Første spor efter frokost var helt genialt, men derefter gik det ned ad bakke – bogstaveligt talt – og vi måtte erkende, at vi havde fået så hatten passede. Men det var også helt konge, for vi havde virkelig kørt meget i forhold til, hvor meget vi måtte kæmpe for det. Det var Toscana, det var mødet med Matteo, og som rosinen i pølseenden fik vi faktisk lov til at køre et trail, der hedder Flow Job. Det var helt nyt, og vi var de første aliens, der kørte det. Ret sejt!

Faktisk så sejt, at vi havde træskiltet med ud på sporet med navnet på. Vi kørte det hele to gange, og seriøst – det var trail art! Berms, shark fins, kickers og rollers i det smukke, stejle terræn. Flow Job kunne vi godt have pakket sammen og taget med hjem til Danmark!

Det er aldrig den sidste tur, og det er det ikke, fordi hjernen naturligt begynder at indstille sig på at slappe af. Så kunsten er at bilde den ind, at der kommer et spor mere senere. Det kunne jeg simpelthen ikke i dag, og jeg kunne godt mærke, at jeg sjuskede lidt. Det skulle heller ikke vare længe, før jeg med forkert vægt i et sving performede et flot slideout. Ned og ligge, og problemerne med min ene rygmuskel fra sidste styrt i august blev strukket godt ud, så rygsøjlen klikkede, men på den gode måde. Det var faktisk meget bedre efter, så det var jo bonus.

Vi landede sent fredag aften i Finale Ligure igen og pakkede alt, hvad vi kunne, før afgang til Danmark lørdag morgen.

Dag 8

Aftenen før havde vi købt dobbelt pizza, som vi havde gemt halvdelen af til turen hjem, og det var simpelthen dejligt. Vi orker ikke de halvsløje restauranter langs autobahnen, og med køleskabet i bilen er det en no-brainer at være selvforsynede.

Det skulle vise sig, at turen hjem blev en sand ud-af-kroppen-oplevelse i form af podcast. Du hørte jo, hvordan det gik for sig med Tyran på vej ned, og nu var turen kommet til Saddam Hussein. Endnu et psykopat-fjols af dimensioner skulle fylde vores ører, og med forargelse, vrede og ikke mindst spænding lyttede vi, og lyttede vi.

Jacob sagde pludselig: “Er der nogle, der kender Tinder Greatest?” Jeg husker ikke, hvem der gjorde, men jeg havde ikke hørt om det. Det skulle vise sig at være et inferno af liderlige historier om førstegangsknald med humor. Det blev læst op, og undervejs blev der kommenteret på en supergrineren måde. Jeg er klart fan, og vi grinede afsnit efter afsnit. Jeg blev nok mest fan af “Booty Swallow”.

Vi ankom sent i tåge til Danmark, nærmere bestemt til Gl. Rye ved Trail Surfers. Her blev bilen tømt, og jeg vendte snuden mod Århus. Endnu et eventyr i bogen, og sikke et slag! Ingen havde regnet med, at en tur til Finale Ligure kunne blive så skæv på grund af vejret og jagt.

Jeg må også sige, at som jeg skrev i starten, har selveste Finale, med udgangspunkt i Nato Base, været mit nemesis… Jeg har prøvet at komme derned mange gange, men det er aldrig lykkedes, heller ikke denne gang. For selvom vi boede i Finale Ligure, kørte vi nærmest ingen af de kendte spor, så i princippet har jeg ikke været der endnu… LOL.

Er Finale Ligure så det hele værd? Som sagt, er det kun Heidi og Martin, der har været her før. Vi andre har teknisk set ikke kørt i selve Finale, men er det en hel dag i bil ud og hjem værd?Det korte svar er JA! Finale Ligure er også et af de meget få, eller rettere sagt den tætteste vinter-MTB-destination på Danmark. Vi var også i Toscana, men det er altså yderligere 4 timer hver vej.

Sporene er naturlige med få byggede obstacles, altså ingen bikepark. Sporet “Flow Job” i Toscana er det tætteste, vi kommer på en bikepark. Det fantastiske ved mountainbikespor er, at de alle er så forskellige, og ingen af dem er kedelige. Det bedste af det hele er, at man kan variere efter lyst og stil.

Hvad så med vejret? Vores vejr var blandet… Finale Ligure ligger for foden af bjergene og foran havet – de to store elementer, som mennesket har svært ved at kontrollere. Derfor er det svært at love stabilt vejr, og det kan skifte i løbet af dagen. Men det er nok mest stabilt om sommeren. Her er det dog for varmt til ret meget andet end hygge i skyggen, efter min mening. Low season ROCKS!

Det er betydeligt billigere at spise både ude og hjemme, og kaffe er selvsagt nærmest “gratis”. Jeg tror, at hvis italienerne sætter prisen op på kaffe, så strejker hele landet, indtil de falder igen 🙂 Det er ligeledes ok priser at bo i Finale Ligure. Vi boede HER.

Cykler vi havde med til Finale i 2025