Mavic Trans Provence 2019:
6 dage, 23.000 hm nedad, 10.000 hm op, op til 12 timer pr. dag

Tilbageblik – af Esben Kronborg:
”2019 var tiende og sidste udgave af Mavic Trans Provence – og det gav ugen karakter af en lang gensynsfest. Stort set alle havde deltaget før, og rigtig mange af deltagerne er store navne inden for miljøet. Jeg kørte på en Santa Cruz Megatower med Reserve 30 hjul. Det er den vildeste cykel, jeg har brugt til den slags. Den føles hverken som et stort enduro-monster herhjemme eller på de flere timer lange opkørsler i Provence. Og nedad på ujævne spor med rigeligt med bøvl ændrer den væsen til den vildeste ræs-maskine med en virkelig høj grad af sikkerhed, når der køres blindt på sporene i Provence. Selv ikke 23.000 hm nedad kunne fremprovokere en knirkelyd eller gøre justering nødvendig.”

”For mit vedkommende var det fjerde gang, og jeg mærkede for alvor meningen med de 10-12 timer lange dage – og fik de lange hikes og de virkelig tekniske special stages og transfer stages rigtig ind under huden. Denne gang var det som om, at uheldet lidt for ofte stak en kæp i hjulet. I forvejen kan få events som Trans Provence pille dig ned, hvis følelsen af flow skulle blive hængende lidt for længe. I det terræn og på de stier, kørt blindt, er der ingen fejlfri mester. Men denne gang blev min deltagelse krydret med lidt ekstra uheld og udfordringer, der tvang mig til at nedtone konkurrenceelementet. Jeg tror, at det var medvirkende til at en bedre forståelse for, hvad Melissa og Ash, parret bag Trans Provence, egentlig ville med det her mountain-adventure-ralley, de startede for et årti siden, og hvorfor det har tiltrukket så mange af de største navne og skabt grobund for bl.a. EWS. Egentlig har deres fokus ikke været konkurrencen i sig selv, men konkurrenceelementet har været et trækplaster for at få de rigtige til at stille op til en uges eventyr på flere hundrede år gamle, glemte stier i Provence.”

”I korte træk mistede jeg min bagage, men ikke min Santa Cruz Megatower. Jeg kørte i to dage i det tøj, jeg rejste i og uden min rygsæk. Jeg kørte om kap med optræk til torden i min t-shirt. Jeg lavede min første navigationsfejl i denne slags løb, og jeg gjorde det så eftertrykkeligt, at det ændrede resten af ugen. Men dagsresultaterne vidnede om, at jeg på trods af fire skønne børn og et liv som selvstændig stadig kan køre lidt ræs (6,5,6,5 i master, da jeg fik mit grej), og at det helt sikkert ikke er optimalt at træne til enduro i flade Danmark, men at det kan lade sig gøre i en sådan grad, at oplevelsen bliver god. Jeg er rejst hjem med en følelse af at have taget en uddannelse i noget, der kan medvirke til store oplevelser på cykel i bjergene, og jeg fornemmer, at jeg er blevet bedre til at finde motivationen i stierne og eventyret i sig selv. Hele ugen har sloganet for dette sidste Trans Provence ligget i baghovedet, og jeg vil helt sikkert hente det frem, når nye eventyr skal planlægges.”

”The clock stops, but the donkey carries on”

BREIL-SUR-ROYA, France – 20 June 2019 Esben Kronborg during the fifth day of the 2019 Trans-Provence around Breil-Sur-Roya. Photo by Gary Perkin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *